Vestjylland er en af mine hjemmebaner. En af de allerførste af slagsen, tilmed, hvor jeg er kommet hele min barndom. Derfor er det nemt at forfalde til de samme udflugter og aktiviteter, som man plejer. Denne sommer satte vi os dog for, at der skulle ske noget nyt. Repertoiret skulle udvides lidt. Det bragte os vidt omkring og gav mange, skønne oplevelser. Her er dem, vi særligt kan anbefale. Vi er ret sikre på, at de også er gode i efterårsferien!
MANDØ. En af de fine, små øer i Vadehavet. Her kan I gå en tur på Vaden og tage på sælsafari til Koresand, kigge på Stormflodssøjlen eller Møllen. Har I lyst til at dykke ned i øens historie og stormfloderne, kan I fx gøre det på Naturudstillingen. Souvenirs kan shoppes hos Redningsstationen eller den lokale Brugs. Vil I have den særlige Mandølyng med hjem, kan I ret sikkert finde det i en af de børnebemandede små boder langs vejen. Spis fx på Kroen eller Café Mandøpigen. Vi lod bilen holde i Vester Vedsted på fastlandssiden og kørte med traktorbus til øen. Foretrækker I tage jeres eget køretøj ad Låningsvejen, kan det også sagtens lade sig gøre. Det kræver dog et ekstra kig på tidevandstabellerne, da vejen oversvømmes to gange i døgnet. Mandø er med i Øpasordningen, så husk at få det stemplet, hvis I er på den vogn.
RIBE er en virkelig hyggelig og fin, gammel by. Tag en tur igennem bykernen og snup en bid brød eller en kaffe på en af caféerne/restauranterne. Besøg selvfølgelig domkirken, når I er der. Og har I vikingebegejstrede børn med, skal I tage omkring Ribe VikingeCenter, hvor de selv kan prøve at skyde med bue, snitte, lave træsøm og slå mønt. Gå heller ikke glip af falkonershowet, hvis I er der en dag, hvor det er på programmet!
TIRPITZ. Den nye bunkermuseum ved Blåvand er ret fantastisk. Både selve bunkeren og de forskellige udstillinger (bl.a. om rav og “den skjulte Vestkyst”). Selv, hvis I ikke er museumstyperne, er det faktisk et besøg værd. I får nemlig udleveret et lille device, som I scanner ved en af de utallige stationer og får fortalt en historie (i stedet for at selv at skulle læse en masse). Det betyder, at alle både børn og voksne er godt underholdt og kan tage tingene i eget tempo. Vi tager klart tilbage. (Tag dog tålmodigheden med, hvis I besøger museet i højsæsonen. Der kan godt være lang kø ved indgangen. Når I først er inde, mærker I det dog ikke).
BLÅVANDSHUK FYR og HORNS REV. Danmarks vestligste punkt. Tag turen helt til tops, og dyp bagefter tæerne i Vesterhavet. (Et andet fyrtårn på disse kanter, der er et visit værd, er Nr. Lyngvig Fyr).
MARKEDSDAGE I TARM. Vi har sommerhus ved Skaven Strand og har derfor vores faste gang ved Skjern Enge og Tarmområdet. Hen over sommeren og omkring efterårsferien er der hver onsdag markedsdage i Tarm, arrangeret af den lokale handelstandsforening. Det er et ganske fint og pænt stort kræmmermarked, hvor I kan finde både stort og småt i nærmest alle genrer. Det sker også, at fx det lokale brandvæsen lægger vejen forbi med biler, som ungerne kan boltre sig i. Og er I heldige at ramme en varm dag, er der selvfølgelig også salg af drikke, is og mad, som I kan sidde og nyde ved bækken.
SKINNECYKLER. Endnu en sjov aktivitet og oplevelse for hele familien. Turen går fra Nr. Nebel gennem Blåbjerg Plantage til Nymindegab. Den kræver lidt arbejde – allermest, når I møder modkørende og skal have den tunge cykel slæbt af skinnerne og retur, men også selve tramperiet i pedalerne. Sidstnævnte tjans kan dog sagtens gå på skift mellem store og små. Tag madpakke og drikke med, og køb eventuelt en is hos ridecenteret, som I også passerer på vejen, tæt ved Nymindegab. Alternativt kan I grille ved grillområdet (med mindre det er booket i forvejen), som I passerer halvvejs på ruten. Lej cyklen hos Statoil i Nr. Nebel. Bestil på forhånd, da der kan være rift om dem. De fås i forskellige størrelser med plads til 2-4 per cykel.
NYMINDEGAB MUSEUM er et fint lille lokalt museum, hvor I bl.a. kan se et 12 meter langt skelet af en kasketlothval og besøge savmøllen samt tømreren hus. Museet udlåner også ganske gratis en gaf-pram, hvis I har lyst til en rotur på Fjorden.
SKJERN ENGE skal I selvfølgelig også på opdagelse i. Besøg fx udkigsposten, som I passerer på landevejen mellem Skjern og Tarm. Tag også en tur med en af trækfærgerne. Tag gode travesko, som kan tåle lidt vand og mudder, på. Kan I lide at fiske, ro eller padle på SUP, er der også muligheder for det rundt omkring i området, alt efter årstid, vind og vejr.
DANMARKS FLYMUSEUM. Her er det svært ikke at blive bare en lille smule flybegejstret. Der er cirka 60 fly i selve udstillingen, flere du kan gå ind i. I sommerperioden arrangeres flyaftener, hvor I kan opleve en masse forskellige veteranfly i luften sammen med andre nysgerrige turister og hardcore flyentusiaster.
HENNE MØLLE Å. Vi havner tit ved Henne Strand, når vi vil besøge Vesterhavet. Der store vidder, god is (ved Café Stranden helt ude ved strandens parkeringsplads) og flere gode frokoststeder (selvsamme Café Stranden og Strandgaarden). Men foretrækker I mere fred og ro og færre souvenirshops, er det måske i stedet stranden ved Henne Mølle Å en anelse længere sydpå, I skal tage omkring. På åen kan I i øvrigt sejle kajak.
STUEN TH. Bliver I sultne derovre i det vestjyske, kan vi varmt anbefale Stuen th. i Skjern. Her er virkelig lækker mad og altid skøn betjening. Prøv fx brunchen, som er fænomenal både i børne- og i voksenudgave. Fish ‘n’ Chips og Stuens Pastaret – en hyldest til det lokale håndboldhold – er dog hårde konkurrenter.
Vi ses i Vestjylland!