At være forfatter eller forlægger er for de fleste nok en knap så guldrandet forretning, som man kunne drømme om. Den gode nyhed er, at der er masser af små ting, som vi alle kan gøre for at hjælpe vores yndlingsforfattere lidt på vej. Noget koster os en smule, andet er helt gratis. Uanset hvad vi vælger, så kan de mange bække små alligevel tilsammen gøre en stor forskel for den enkelte forfatter – og samtidig være med til at sikre alle os andre, at der fortsat bliver skrevet nye, skønne bøger, som vi kan fordybe os i.
Vil du også virkelig nødigt undvære bøger, så er her en række tips, som du kan gå ombord i med det samme:
KØB BØGER TIL DIG SELV. Naturligvis og først og fremmest. Fordi det da er det mindste, man kan gøre, hvis man gerne vil læse noget, som nogen andre har brugt så utrolig mange timer på at udtænke, skrive og finpudse (hvem synes egentlig, det er sjovt at arbejde gratis i månedsvis??). Og fordi de er både pæne og inspirerende at have stående, også når du har læst dem, eller indtil du når så langt. (Du behøver dog ikke at låne dem ud non-stop efterfølgende… for det er der ikke mange, der vil kunne leve af, vel? Andre skal også huske selv at betale for det, de læser – og det er ikke dig, der er nærig ved ikke at låne bøgerne ud; det er dem, der ikke selv gider at betale for det, de læser, der er det… omend der selvfølgelig altid må og skal være undtagelser til alle regler).
FORUDBESTIL også de bøger, du virkelig gerne selv vil have. Det giver boghandlere en pejling på, at her er noget interessant, og så tør de måske hver især bestille et par eksemplarer mere hjem. Måske er det med til at sikre forfatteren en lille udstilling i butikken eller butiksvinduet, og så ved andre kunder også, at er er noget, der er værd at kigge lidt ekstra på. Typisk hjælper den slags hype også forlaget til at sikre mere presse og omtale af bogen i forbindelse med udgivelsen, og sådan kan det hele pludselig føre det næste med sig og starte en positiv spiral.
TAL I DET HELE TAGET MED DIN BOGHANDLER. Både for at få input til dine egne læseoplevelser og til boggaver, men også for at inspirere ham til, hvad der skal købes hjem. Har du hørt om en spændende, ny bog/forfatter, så nævn det for ham. Spørg, hvor den står, eller opfordr til, at han får den bestilt. Mange andre finder kun det, der står på hylderne – og der er desværre ikke plads til alt. Så hjælp nye eller mindre kendte forfattere på vej ved at få dem skubbet ud i butikkerne. Kommer du forbi en boghandel, så gå ind og spørg efter titler, der fortjener ekstra medvind, så de kommer frem i dagslyset og får en lidt større chance for at blive set og sælge.
Og apropos: Når du går rundt og kigger på bøger, så tag dig den frihed at PYNTE LIDT PÅ BUTIKSHYLDERNE. Har din veninde udgivet en smal digtsamling eller fagbog, der er henvist til nederste hylde med den tynde ryg frem, så vend den da lige engang, så den fylder lidt mere og viser forsiden frem. Det er måske lige det, der skal til, for at få solgt et eksemplar eller to mere – og derfra er det sikkert boghandleren selv, der lige løfter bogen op og giver den en mere fremtrædende rolle og chance. De små ting…
GÅ PÅ BIBLIOTEKET. Fordi det jo sandsynligvis – desværre – alligevel ikke er helt muligt at købe alt det, du har lyst til at læse. For slet ikke at snakke om at have plads til det hele i bogreolen. Til gengæld kan du til enhver tid tillade dig at eksperimentere lidt med nye genrer og forfattere, hvis du blot har lånt dem (og ja, trods den indledende opsang, må man gerne låne på biblioteket – forklaring følger). Reserver kommende titler, så dit lokale bibliotek får dem købt hjem i pænt antal til udgivelsesdagen. Jo flere eksemplarer, der står på bibliotekerne, desto større andel får din yndlingsforfatter af de såkaldte bibliotekspenge. Så allerede her har du være med til at give et lille økonomisk bidrag til vedkommende, uden at du (direkte) har haft pungen oppe af tasken. Den lille håndsrækning kan man godt magte indimellem, ikke?
KØB BØGER TIL ANDRE. Giv boggaver til jul, til fødselsdage, som værtindegaver og “bare-fordi”. De underholder, gør klogere og er tit en mere personlig ting at komme med end chokolade (selvom man godtnok aldrig, aldrig skal undervurdere lige netop chokolade!). Gå efter bøgerne på andres ønskesedler. Men udfordr indimellem både dig selv og modtageren ved selv at finde noget, som vedkommende ikke lige havde tænkt over. De gange, du rammer plet, vil det være de allerbedste gaver. (De andre gange vil det stadig give jer fine snakke og gode grin).
ANBEFAL I DET HELE TAGET DE GODE BØGER TIL ANDRE. Bøger er en af de ting, der kun bliver bedre af at blive delt. Har du læst noget sjovt, rørende, spændende eller tankevækkende, så fortæl det vidt og bredt. Både i frokostpausen, til venindebrunchen og på de sociale medier. Der er en særlig skammekrog et rigtig grimt sted for dem, der holder den slags info for sig selv!
FORESLÅ SAMARBEJDER OG SKÆVE SALGSSTEDER. Synes du, at en bestemt bog om knytning, avocadoer eller Hærvejen er helt oplagt til en bestemt café eller specialbutik (eller at en vis løbebog naturligvis hører hjemme i den webshop, hvor du køber dine løbetights, eller hos den rejsearrangør, hvor du bestiller dine flybilletter), så gør dem opmærksom på det (alternativ kan du skrive til forfatteren eller forlaget, hvis du synes, at det andet er for akavet). Typisk er den slags jo win-win for både butiksejer, forfatter, forlag og kunder. De skal bare lige have stikordet for at få øje på muligheden.
ANMELD OG ANBEFAL DE GODE BØGER. Har du læst noget godt, så skriv en hurtig anmeldelse på Saxo.com, Amazon, eller hvor det er relevant. Det kan hjælpe andre læseheste til at finde frem til de fine læseoplevelser og give forfattere, der fortjener det, lidt ekstra penge i klassen. Nå ja, og så kaster det måske samtidig mere relevante anbefalinger fra algoritmer og andre bogelskere af til dig selv, at du melder ud, hvad du synes om.
FØLG DINE YNDLINGSFORFATTERE på deres sociale kanaler. Både, fordi det er underholdende og informativt – og holder dig opdateret om, hvornår de udgiver nyt – men også for at vise din støtte. Det gør nemlig ikke forfatterlivet sværere (i hvert fald ikke den del, der handler om at få hevet en forlagskontrakt i hus) at have gode venner og følgere på de sociale medier.
Og så meget – der samtidig endda kræver så lidt af os hver især – kan man faktisk gøre for at være med til at holde hjulene kørende for det skrivende folk, og dermed sikre, at vi alle sammen kan blive ved med at få spændende nye bøger at hygge os med. Skulle vi ikke lige…?