2019 var mange ting og stak i de fleste retninger – som sådan et år i praksis tit ender med at gøre. Man kunne lave mange fine, smukke, skøre, ærgerlige, søde, absurde og fantastiske nedslag i min bid af året. Her er nogle af dem, der for alvor står tilbage hos mig selv, nu hvor 2020 netop har taget over.
I begyndelsen af året sendte jeg to nye bøger ud i verden. Ganske fine eksemplarer, hvis du spørger forfatteren (og dennes mor) selv.
Den ene nåede ligefrem at udkomme i andet oplag i efterårets løb.
I den anledning måtte jeg indimellem selv – trods en vis modvilje imod netop det – stille mig på den helt forkerte side af kameraerne.
Jeg fik også læst en hel del af andres skriverier. Flere ville jeg faktisk ikke have haft noget imod selv at have skrevet.
Jeg brugte mere tid som tilskuer til atletiktræning og -stævner med mine døtre end på selv at løbe, strække, løfte og komme i form.
Uendelig mange praktiske ting i hjemmet og hverdagen blev (også) udsat, men stik imod alle odds, lykkedes det at få sommerresidensen malet fra top til tå.
Jeg nåede hverken til Østen eller Vesten. Fik ikke genset Hawaii, Rom eller Paris, men jeg fik langt om længe besøgt Amsterdam og Haag. Og blev fan.
… ikke kun, fordi jeg samme sted genopdagede radleren.
Min tålmodighed med visse dele af skolesystemet slap op. And then some.
Fx var jeg *iiiikke* helt enig i, hvorvidt det er en god idé at bruge Wikipedia som undervisningsmateriale i historietimerne (til andet end skræk, advarsel og snak om kildekritik).
… eller om det er for meget at forlange, at de fleste elever er i klassen i undervisningstiden (frem for i aulaen eller skolegården som det passer dem bedst), selvom det kan være meget forstyrrende med sådan noget undervisning, hvis man ikke lige blev færdig med sin TikTok film i frikvarteret.
… og om det kræver voksenhandling af en art, når elever i 3. klasse medbringer Ome.tv på mobilen og i skoletiden viser kammeraterne “store tissemænd” (og ikke bare tissemænd, men tissemænd, der er så store, at de “slet ikke ligner tissemænd”).
Det og meget andet var der – åbenbart (!??) – mere end én mening om (!!????). Hvilket hverken det berørte barn eller hendes forældre sådan rigtig forstod. Eller på nogen måde gad. Så vi sagde… farvel og tak. Eller i hvert fald farvel.
(Den fede dame har selvfølgelig slet, slet ikke sunget sidste vers af den sang endnu… )
I en periode blev jeg således hjemmeunderviser. Naturligvis med den netop fravalgte skole som tilsynsførende.
Men den udfordring klarede både barnet og jeg faktisk overraskende fint. Hvis vi selv skal sige det.
Vi var nu alligevel alle meget glade, da hun efter halvanden måneds tid helt selv opsporede den klasse, som hun gerne ville gå i post mor-skolen.
… og endnu mere, da det tilmed viste sig, at den er “verdens bedste”.
Men nok om skole. For der er også fjolser mange andre steder, og én uretfærdighed kommer jo sjældent alene: Midt i det hele blev min all time favorite radiostation lukket. Og jeg tog til mit livs første demonstationer.
Som et lille plaster på såret genopstod min yndlingsserie fra ungdommen og de glade 90’ere.
Og det yngste barn fik en ny hobby: Polefitness. For den slags findes skam også for børn, omend faren fortsat leder efter en passende grimasse.
Der var valg – flere gange endda. Metro-cityringen kom. Brexit gjorde ikke. Og Trump er her endnu.
Men vi andre står her jo heldigvis også stadig, så på den måde kan vi vel godt dømme 2019 for godkendt, selvom det ikke var lige kønt hele vejen.
Og kom så an, 2020. Vi er sådan nogenlunde så klar, som man kan blive her i januar.
Godt nytår!
PS: Gifs via Giphy.com
