Du har sikkert også set en masse versioner af #firstsevenjobs overalt på det her internet. Og det er da egentlig meget sjovt. Og lettere overraskende i nogle tilfælde.
Min næste tanke var dog, at jeg da ikke selv har været i nærheden af at have syv jobs. På nogen måde. Men så fik jeg alligevel lige lyst til at lave listen, og det viser sig, at jeg faktisk slet ikke nåede at flytte hjemmefra – altså sådan historisk -, før den var fyldt op.
Jovist tog jeg revl og krat med. Alt, hvad der gav en skilling eller to. På nær at tømme opvaskemaskinen og skrælle kartofler derhjemme (sidstnævnte var jeg ellers så træt af, at jeg forlangte 6 kroner per gang for det – og det var, som man siger, mange penge dengang). Men det har alle de andre havenisser derude altså også gjort, så det er vel lidt pointen med spøgen. Og til dem, der insisterer på bevismateriale, så kommer de store linjer her:
- Selvstændig medredaktrice af avisen Kaffekanden, et temmelig broget miks af at fra strikkeopskrifter og krydsord til små notitser. Herefter burde jeg have lært, at mediebranchen er benhård, og at pengene ikke automatisk kommer flyvende, selvom man giver sin publikation navn efter målgruppens formodede primære interesse. End ikke, selvom både familie, venner og skolelærere er flinke til at støtte projektet.
- Korsanger i det lokale kirkekor. Jeg lærte, at man sagtens kan synge Kim Larsen i Guds eget hus, at det kun bliver helt rigtig jul, når Dejlig er Jorden er på repertoiret – og at det er utrolig skønt komme hviledagen ihu. Altså sagt med lidt andre ord, at det ikke rigtig kan købes for penge at kunne sove længe søndag, hvor kønt de favre små blomster end titter til hinanden.
- Jordbærplukker i Skibelund Jordbærplantage. Inklusive en lille halv times kørsel på cyklen hver vej. Det lærte mig snart, at man tjener mere, jo hurtigere man rubber neglene. Og jo mindre man stopper i munden undervejs. Og så lærte jeg også, at der godt nok går mange jordbær, ømme knæ og ru fingre på en enkelt sprogrejse til Sydengland mellem 8. og 9. klasse.
- Sliksælger i den lokale bio. Her lærte jeg at lange meterlakridser og Kloakslam over disken, uden samtidig selv at spise for mere, end jeg havde tjent på vagten. Jeg fik finpudset min hovedregning. Og evnen til at bluffe, når jeg indimellem kom lidt i tvivl om, hvad den indre lommeregner nu lige var nået frem til.
- Billetsælger i den lokale bio – en lille meter fra forrige job. Billetterne kostede 22 eller 28 kroner (25 og 30 ved helaftensfilm!), alt efter hvor man ville sidde (for det var tider, dengang). Jeg lærte, at film vitterligt skal ses i biografen. Og at man klart sidder bedst på bagerste række.
- Ekspedient i Pers Video, hvor jeg fik så nogenlunde styr på VHS’er og movieboxe. Samt udvalget af p-film og mere eller mindre diskrete måder – de andres, naturligvis – at leje og aflevere dem på.
- Ferieafløser i FDB Vejens reception og postafdeling. Her forfinede jeg over årene måden at sige “Det er F – D – B” (D-R-F-D-B, den er go’ nok). Jeg lærte postnumrene på de særeste flækker i enhver afkrog af landet. Og at udstede checks med virkelig mange nuller. Det sidste husker jeg som en virkelig undervurderet fornøjelse og noget, jeg gør alt, alt for sjældent nu om dage.
Se, det synes jeg nok, at ungdommen nu til dags kunne lære et-og-andet af. Og skulle nogen – hypotetisk og helt uden hold i realiteter, naturligvis – påstå, at jeg ligger inde med et halvdovent gen, så vil jeg også straks henvise til ovenstående liste.
Hvordan lyder dine #firstsevenjobs?
