I sommerferien var familien Lehman i Barcelona – en by, vi først for nylig sådan rigtig har fået øjnene op for. Men sandheden er jo, at den har det meste og især det vigtigste: Det dejlige klima, den lækre mad, den skønne storbystemning og det rolige strandliv – i én og samme pakke. Hvor andre storbyer i nogen sammenhænge kan være lidt en udfordring med mindre børn, så er Barcelona faktisk næsten skabt til familieferie. Vel egentlig også, hvis den inkluderer teenagere.
Det er ikke helt billigt at bo i den spanske storby, men flybilletterne dertil er til gengæld betalelige fra København. Fx med Norwegian. Afstanden er også aldeles overkommelig for både store og små. Man kan næsten kun være fan.
Nå, men med hjem har jeg fem af de særligt gode, som I skal unde jer selv, hvis I skal på de breddegrader:
- Snup en morgenløbetur langs stranden i Barceloneta, hvor du nyder solopgangen (og freden fra resten af flokken). Ungerne kan også sagtens være med på løbehjul og snuppe pauser ved et af klatrestativerne (imens du eventuelt muntrer dig ved en træningsstation). Løber du ved 7-8 tiden, behøver du ikke at være bange for at være den eneste derude – der er masser af andre løbere og hundeluftere igang på det tidspunkt. Og temperaturen er behagelig, også i sommertiden. Vær blot forberedt på en lettere slalom mellem unge bygængere, der endnu ikke er nået hjem i seng, og dem, rydder op efter festen. Det har også sin sælsomme charme. Lyder løb for hårdt, frelst eller antiferieagtigt i dine ører, så tag i stedet turen i gåtempo. Eventuelt med en kop et-eller-andet i hånden. Det duer sikkert præcis lige så godt. Slut under alle omstændigheder af med en kølende dukkert i Middelhavet, når du har slæbt resten af familien ud af fjerene. Og fortæt derefter til…
- Brunch på Can Dendê, hele familiens nye all-time favoritcafé. Og det siger i grunden ikke så lidt. Her får I umanerlig lækker mad, afslappet stemning og virkelig god betjening. Det var instant love for både børn og voksne. Ikke decideret billig, men virkelig god value-for-money og helt sikkert det første sted, jeg suser hen, når jeg er tilbage i Barcelona. Indtil da bliver jeg nødt til at bede dig om at tage en gang french toast, onion rings og pink lemonade med hjem (ungerne beder om pandekagerne og yoghurten og manden om Eggs Benedict – med bacon). Tak. PS: Der er et begrænset antal pladser – ude og inde – (og lukket tirsdag/onsdag), så kom i god tid. Er der fyldt op, når I kommer, så er det værd at vente på et bord. [Can Dendê, Ciutat de Granada 44].
- Så skal I ud på en tur med kabelbanen fra Barceloneta til Montjuic (Teleferico’en). Snup den forreste plads, hvis I har muligheden, så I for alvor kan få et sus i maven på turen hen over havnen. Turen er 1.300 meter lang og foregår i 57-101 meters højde, og udsigten er temmelig fantastisk. Nøjes med den ene vej, hvis I er der i højsæsonen og gå retur (eller hop i en metro). Så behøver I ikke at stå i enorm lang kø flere gange. Brug pengene fra returbilletten på en is eller kølig drink på restauranten ved Montjuic-stationen i stedet for.
- Tag også på en havnerundfart. En tur på vandet er altid skøn, særligt på en varm dag. Og så kan I både få et kig ind på Barcelona og på de mange gigantiske krydstogtskibe, der lægger til i havnen. Det kan imponere både børn og voksne. Og sætte lidt fut på rejsedrømmene, hvis I skulle trænge til lidt inspiration i den boldgade. Turen rundt i havnen varer ca. 40 minutter. I kan også tage en noget længere ud på havet, hvis I for alvor trænger til vand under kølen.
- Køb frugt, brød, juice og snacks i Veritas, fine små supermarkeder på Wholefoods og øko måden med alt det, du slet ikke kan holde fingre væk fra. Vi shoppede i butikken ved El Poblenou (Carrer de Marià Aguiló, 104-106).
Buen viaje!