Vores sommerferie på Hawai’i begyndte i Waikiki. I nogens øjne er det mest af alt øernes turistcentrum. For mig er Waikiki der, jeg boede i et halvt år i studietiden, og hvor jeg – viste det sig – stadig føler mig helt hjemme. Waikiki er fuld af turistfælder, men også af liv, spændende butikker og lækre spisesteder, smukke udsigter og fantastisk strand. Jeg ville aldrig ikke besøge Hawai’i uden et ophold i Waikiki , og Waikiki er også et udmærket udgangspunkt for at opleve Oahu.
Vi landede den 3. juli ved 19-tiden, fik fat i bagagen og nåede frem til vores hotel omkring 21-tiden. Det var cirka 30 timer efter afgangen fra Frederiksberg, men vi måtte selvfølgelig en tur omkring Waikiki Beach og mærke Stillehavet, spise lidt aftensmad og slentre ad Kalakaua Avenue, inden vi kunne gå i seng – for lige helt at forstå, at vi faktisk var fremme. Vi lagde også lige vejen omkring en ABC Store for at købe reef safe solcreme (den tager vi særskilt senere).
Onsdag 3. juli | Ankomst hotel ca. 21.00 Gåtur ad Kalakaua Avenue og Waikiki Beach Aftensmad på Maui Brewing Co. |
Torsdag 4. juli | Morgenmad Dukes kl. 8.00 (booket hjemmefra) Waikiki Beach – her var i anledning af 4th July kanokonkurrence Badetur ved Fort DeRussy Beach Park Badetur ved Ala Moana Beach Park Indkøb i Ala Moana Shopping Center (Foodland m.v.) |
Fredag 5. juli | Diamond Head Hike (indgang kl. 6-7) Badetur ved Waikiki Beach First Friday på Capitol Modern. Her var både musik, madboder og lokale kunstnere i tidsrummet 17 til 21 |
Lørdag 6. juli | Morgenbadetur ved Waikiki Beach Iolani Palace (audio tour – booket på forhånd. Hawaii State Library Hawaii State Capitol Downtown Honolulu og området ved Hawaii Pacific University, inkl. Aloha Tower National Memorial Cemetery of the Pacific (Punchbowl) |
Søndag 7. juli | Morgenbadetur ved Waikiki Beach Aloha Stadium Swap Meet & Marketplace International Marketplace og tidlig aftensmad på (med en gammel ven fra vores studietid herovre) |
Mandag 8. juli | Pearl Harbor – vi havde forhåndsbooket billetter til USS Arizona kl. 8.00 og til Ford Island tur kl. 15.00 Waikiki Beach – sen eftermiddagssvømmetur |
Tirsdag 9. juli | Familiens yngste på surfkursus fra 8.00 til 9.30 ved Waikiki Beach. Vi havde forhåndsbooket hos Stoke Drift – søde og super dygtige instruktører. Mulighed for tilkøb af flotte fotos og film. Rabat på begge dele anden gang, I booker en lektion hos dem. Vi andre snuppede en morgensvømmetur imens Leonards Bakery på Kapahulu Ave for at prøve deres berømte malasadas University of Hawaii, bl.a. deres studenterboghandel Ala Moana / Ward Center – diverse shopping Aftengåtur ad Kalakaua Avenue og aftensmad på Dukes Hænge en lei på Duke-statuen |
Onsdag 10. juli | Morgenbadetur ved Waikiki Beach Afrejse til Kauai kl. 13.35 |
Vi anbefaler særligt:
- Waikiki Beach – stå tidligt op, så du er blandt de første til at nyde en badetur og den ikoniske udsigt til Diamond Head. Midt på dagen er her varmt og mange mennesker. Den sidste time før solnedgang er her også knap så mange, men ret magisk.
- Diamond Head hike. Tag den tidligste indgang og vær blandt dagens første besøgende, som kan se Waikiki og Stillehavet vågne fra toppen af krateret. Husk at booke din adgang på forhånd. Billetterne frigives 30 dage før besøgsdatoen. Dem, der glemmer en forhåndsbooking, bliver afvist ved indgangen.
- Pearl Harbor! Afsæt det meste af en dag. Der er nok at se på, opleve og lære. USS Arizona Memorial og USS Battleship Missouri Memorial er en del af det. Hvis I får mulighed for rundturen på Ford Island, hvor man også oplever USS Utah and USS Oklahoma Memorials, så slå også til på den. Husk at forhåndsbooke billetter til Arizona og Ford Island. Det gøres henholdsvis 60 og 45 dage før besøget. Ford Island billetterne forsvinder ofte på et par minutter.
- Dukes. Totalt yndlingssted og must at besøge til spisning (er lækkert til både morgenmad, frokost og aftensmad) eller drinks. Her er fantastisk udsigt, dejlig stemning og hyggelig musik og betjening. Prøv deres hula pie (den er gigantisk, så del!)
- Ala Moana Shopping Center er stedet til indkøb af stort og småt. Her er lokale butikker, eksklusive designer stores, badetøj, Foodland, Target, Barnes and Noble, Lululemon og det meste andet, I kan komme i tanke om.
Andre tips til dit ophold i Waikiki:
- Parkering er afsindig dyr. Til gengæld kan du sagtens klare dig uden en bil, hvis du har base i Waikiki og primært vil udforske denne side af øen. TheBus kører overalt på Oahu, og den fungerer upåklageligt. Du kan købe holokort af forskellig varighed hos blandt andet Foodland og ABC Stores.
- Hvis du skal længere væk eller være fremme tidligt/sent eller på et skævt tidspunkt, så book fx Charley’s Taxi. De kan også anbefales til transport til/fra lufthavnen. De har et godt ry og var også meget punktlige, da vi skulle til og fra Honolulu Daniel K. Inouye International Airport. Og derudover er de billige og arbejder i modsætning til en del af kollegaerne med faste priser. Book på forhånd.
- Vi besøgte ikke Royal Hawaiian Resort – the Pink Palace – denne gang, men har du en god portion ekstra US$, der brænder i lommen, er det i sig selv et enestående sted at besøge til fx en gang morgenmad på deres Surf Lanai.
- Royal Hawaiian Shopping Center har forskellige små workshops og kurser for turister, bl.a. i at lave en lei og at danse hula. En del af det er gratis. Tjek mulighederne på deres website.
- Vi besøgte Hanauma Bay senere på turen, hvor vi boede i Kaneohe. Næste gang gør vi det klart fra Waikiki (som vi også før har gjort), fordi det viste sig at være alt for besværligt at komme ind med bil (mere om det, når vi kommer til vores ophold i Kaneohe). I kan tage både bus eller Charley’s Taxi fra jeres Waikiki-hotel til Hanauma Bay.
Vi boede på Polynesian Residences på Kalakaua Avenue. Det var der, vi boede i det halve år, vi studerede på HPU, og der, vi har boet under tidligere ferier. Det har fået nye ejere og skiftet navn (fra Polynesian Plaza), men beliggenheden 5 minutters gang fra stranden og 2 minutter fra nærmeste busstop, udsigten over Stillehavet fra altanen og nærheden til hele Waikikis dags- og aftenliv er stadig den samme. Selv den lokale ABC Store lige over for lignede sig selv. Der er intet fancy ved hotellet derudover, men til gengæld er prisen fornuftig (den billigste på ferien for vores vedkommende).
Fra Waikiki rejste vi videre til Kauai. Vi rejste først på eftermiddagen for at kunne få lidt ud af dagen både før og efter.